Nyheder
Komik og kosmos
Samtalebog med Anders og Hedda Matthesen og Kristian Ditlev Jensen
Forlag: Art People
Udkommer forår 2011
I en række samtaler, reportager, interviews og bytten roller pejler Hedda og Anders Matthesen sig ind på, hvad komik og kosmos egentlig er for noget. Kan det være sjovt at meditere? Og kan vi lære noget om os selv og vores væren i verden ved at se komik?
Anders og Hedda kommer vidt omkring i deres afsøgning af hinandens brancher. Der umiddelbart er vidt forskellige, men måske slet ikke er så langt fra hinanden endda. Undervejs bliver de (og læserne) klogere på hinanden, sig selv, på livet og det, der ligger i forlængelse af det. På komik og på kosmos – på godt og ondt.
Hvad er timing og un-timing, og hvordan bliver man bedre til at være nærværende og leve i nuet? Hvor går grænsen mellem vane og tvangstanke? Er der forskel på inspiration afhængig af, om man er komiker eller underviser i meditation og Qi Gong? Hvilken betydning har ord og kropssprog i vores kommunikation med hinanden? Og hvordan lærer vi at styre vores begær og leve i øjenhøjde og kontakt med os selv?
Er der humor i spiritualitet? Og kan spiritualitet omvendt være sjovt?
Disse og mange andre spørgsmål tager Anders og Hedda Matthesen under kyndig, indlevende og ikke mindst humoristisk overvejelse, og giver deres bud på, hvordan KOMIK OG KOSMOS hænger sammen.


